Sidste weekend for Århus Festuge
Martin Lumbye er tilfreds med sin sidste festuge i Århus, hvor både vejret og billetsalget har overrasket positivt.
Århus Festuge er først og fremmest for århusianere. Det blev endnu engang slået fast i den forløbne uge, hvor den 42. udgave af den gigantiske byfest rullede hen over gader og stræder, koncerthuse, teatre, cirkustelte og sportspladser.
Selv om der er tale om en af Skandinaviens største kulturbegivenheder, ligger det ret sløjt med tilstrømningen udefra, og det vurderes, at op mod 80 procent af gæsterne kommer fra lokalområdet. Århus Festuge vil, når den slutter søndag, lave en mere præcis gennemgang af, hvor gæsterne kommer fra.
Festugen fik en lidt ydmygende start, da dronningen på åbningsaftenen kritiserede temaet "Womania" og foreslog, at man i stedet kaldte det "kvinderier". Men kvindetemaet har, ifølge generalsekretær Martin Lumbye, solgt billetter og det har samtidig været et spændende punktum for hans fire år i spidsen for arrangementet.
Han fratræder sin stilling, når den sidste sang er sunget, den sidste dans danset og den sidste fadøl drukket søndag aften. - Det har været skønne, gode og oplevelsesrige år, siger han på falderebet, og vil ikke ud med, hvad der står i hans kalender, når han ikke længere er chef for festugen.
Martin Lumbye har i sin periode formået at vende festugen mere mod folket og mindre i den elitære afdeling, som hans forgænger, Lars Seeberg, blev kritiseret voldsomt for. Samtidig har han vendt et underskud til noget, der i år forventes at "balancere et sted omkring 0".
Martin Lumbye er dog også manden, der blev afsløret i at pynte sig med lånte fjer, da han i sin levnedsbeskrivelse havde han indføjet et par ekstra bestyrelsesposter. Borgmester Nicolai Wammen erklærede dog sin fortsatte tillid til Lumbye, og dermed kunne han færdiggøre sin fjerde og sidste festuge.
Med bl.a. stiletstier og kvinder ophængt på stole boltet ind i væggen fem meter over gadeniveau har kvindetemaet været synligt på gadeplan. Andre steder var det lidt mere søgt. Således sagde festugens hovednavn, Anthony Hegarty fra Anthony and the Johnsons, under sin meget roste koncert torsdag aften - Jeg har hørt, at jeg skulle være en kvinde fanget i en mands krop. Det synes jeg ikke selv, så måske passer jeg ikke rigtigt ind i konceptet. /ritzau/