Sexanklage mod katolsk præst trukket tilbage
Kvinde, der beskyldte en katolsk præst i Randers for at have befamlet hende, fortryder anklagen.
- Hun ønsker slet ikke, at der bliver skrevet mere om den sag. Og hun har trukket anklagen tilbage. Der er ikke mere i det. Hun har tilgivet præsten.
Sådan siger formanden for Landsorganisationen mod Seksuelle Overgreb, Vibeke Møller.
Det var formanden, der i første omgang viderebragte anklagen til medierne, men hun ønsker altså ikke at gå videre med sagen. Og ønsker heller ikke at udtale sig mere.
Menighedsrådsformanden for den katolske kirke i Randers, Kirsten Kjærulff, er ikke imponeret.
- Det er da fint overfor Vorherre, at hun tilgiver præsten. Men han er mærket for livet og er allerede hængt ud. Hans rygte er fuldstændig ødelagt, siger Kirsten Kjærulff til amtsavisen.dk.
Hun er rystet over, at anklager af en sådan art bare kan opstå, uden mulighed for præsten for at bevise sin uskyld.
- Og anklagen blev ovenikøbet fremlagt på en måde, så det er nemt at regne ud, hvem der er tale om, hvis man ellers kender lidt til den katolske kirke. Det er uanstændigt, siger menighedsrådsformanden.
Kvinden skulle angiveligt være blevet befamlet af en præst for 40 år siden, da kvinden selv var 14 år. Anklagen blev rettet via Landsorganisationen mod Seksuelle Overgreb.
Kilde: amtsavisen.dk
Den katolske Jesu Hjerte Kirke ligger i Thorsgade i Randers:
http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&geocode=&q=Jesu+Hjerte+kirke&sll=55.869147,11.228027&sspn=9.196227,28.498535&ie=UTF8&hq=Jesu+Hjerte+kirke&hnear=&t=h&ll=56.462325,10.038521&spn=0.003414,0.010965&z=16" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort