Se video: super-bil kørte af banen
Danskbygget luksus-racer røg af banen på Jyllands-Ringen ved Silkeborg. Racerbilen klarede dog uheldet i fin stil.
Uheldet skete under weekendens Sportscar Event, hvor bilentusiaster mod betaling kunne få lov at køre i biler af den slags, de fleste drømmer om - men ikke har råd til.
Løbets helt store attraktion var en Zenvo ST1 til 16 millioner kroner. Den danskbyggede racer med over 1.100 HK når en fart på 100 KM/T på under tre sekunder.
Men chaufføren havde svært ved at holde Zenvoen på banen, hvorefter den med høj fart skred ud. Heldigvis slap både chauffør og passager med skrækken.
- Der er lidt småridser på den ene side, men ellers skete der ikke noget, siger Jesper Jensen fra firmaet bag Zenvoen, Zenvo Automotive, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Overskuddet fra weekendens Sportscar Event på Jyllands-Ringen går ubeskåret til Børnecancerfonden. Ifølge Jesper Jensen er Zenvo-raceren allerede nu klar til et lignende arrangement på Sjælland i den kommende uge.