Nekrolog

Prins Henriks østjyske charmetur

Tunø Festival, Tivoli Friheden, Fregatten Jylland, Museum Jorn og andre steder kom prins Henrik med sjove bemærkninger, og glade smil, når han både officielt og privat var på besøg.

Menneskelig og varm i det stive

 Han smiler varmt og imødekommende på alle billeder. Hvor han kunne komme til det, kommer han også med en sjov bemærkning, der gør det stive, det formelle og meget kongelige mere menneskeligt. Prins Henrik gik meget op i titler og udtrykte igennem årene jævnligt sin bitterhed over ikke at få den titel, han selv syntes, han fortjente, men når han var ude både privat og repræsentativt, virkede han ikke ophøjet. 

Prins Henrik kunne straks se fidusen ved en futonsofa, da han besøgte en møbelfabrik i Randers i 2002.

 ​Mad, kunst, kultur og erhvervslivet var fixpunkter i Prinsens arbejde. Han var en glad gæst, der gerne rørte ved tingene, smagte på maden og kommenterede og spurgte ind til kernen.

Prins Henrik var ambassadør for gastronomi i anledning af Kulturhovedstadsåret 2017. Prinsen fik smagsprøver, da han besøgte madboderne. Det blev hans sidste officielle optræden i Østjylland.

Når Regentparret holdt sommer-, påske- og juleferie på Marselisborg Slot, var der altid officielle opgaver i prins Henriks kalender. Men han fik også tid til at sejle, spille tennis, gå i fittnesscenter, tage på travbanen eller andre udflugter, spille bridge og være sammen med familie og venner. Blandt de østjyske venner var Enan Gelaly, Mogens Hansen, Knud Roding og Lena Lüttichau.

Hundene havde en stor plads hos Prins Henrik, de fulgte ham både privat og til officelle begivenheder.

Tivoli Friheden i Aarhus har især to uforglemmelige minder om prins Henrik. Som det kan ses i videoen herunder, så sprang Prinsen koldblodigt og i bedste stil ud fra 35 meters højde.

Prins Henrik afslørede mange gange, at han var et legebarn. Han kastede sig bogstaveligt talt ud i forlystelserne i Tivoli Friheden i Aarhus og kørte også med pony på travbanen.

 En anden gang skulle Prinsen indvie en ny rutchebane, men deværre gik den nye attraktion i stå, så Prinsen, borgmesteren og de andre gæster fik sig et ufrivilligt ophold på 15 minutter i den blå vogn. På spørgsmålet om, hvordan turen havde været, svarede prinsen genialt: - Den var en lille smule lang.

Protektoren

Prinsen og vandet

Tunø Festival og Fregatten Jylland i Ebeltoft var blandt hjertebørnene for den vandglade prins.


Der var jubel i teltet på Tunø Festival, da prins Henrik blev udnævnt til æresmedlem. Han fik en skulptur fuld af symboler, som han takkede varmt for. 

Prins Henrik blev æresmedlem af Tunø Festival.

 Det har været uvurderligt for Fregattten Jylland i Ebeltoft at have prins Henrik som interesseret og entusiastisk protektor. Han fulgte det mangeårige restaureringsprojekt intenst, og det skete jævnligt, at Prinsen kom på uventet besøg, når han ville gerne vise Fregatten frem for sine private venner.

Fine prinsesser tog imod prins Henrik under et besøg på Fregatten Jylland i Ebeltoft. 

 

Kunstneren

Prinsen, den franske digter

Det var den bløde, varme, erotiske og kunstneriske side af prins Henrik,som mødte de 285.510 besøgende på Aros, da han og Dronningen i 2013 og 2014 udstillede 150 af deres kunstværker. 

For Regentparret var det nyt at se deres værker sammen, for de har gennem årene hver især arbejdet meget selvstændigt med deres kunst. 

'Pas De Deux Royal' hed udstillingen, hvor Prinsen bidrog med digtsamlinger og sine egne skulpturer.

Prins Henrik blev rørt, da Dronningen læste hans digte op på kunstmuseet Aros i Aarhus. Først læste han selv på fransk, så læste Dronningen det samme digt på dansk.

 Fire år tidligere i 2009 overraskede Prinsen med at vise en del af sin enorme samling af afrikanske skulpturer frem. 200 ud af samlingens i alt 1000 skulpturer blev udstillet på Museum Jorn i Silkeborg. "Til Guder, Åner og Aner" hed udstillingen, som Prinsen selv åbnede sammen med Dronningen. 

200 af Prinsens 1000 afrikanske skulpturer blev i 2009 udstillet på Museum Jorn i Silkeborg.
200 af Prinsens 1000 afrikanske skulpturer blev i 2009 udstillet på Museum Jorn i Silkeborg.

I indslaget herunder kan du få et endnu bedre indtryk af prins Henriks mange berøringsflader og mange interesser. 

Prins Henrik i Østjylland - fra fin uniform til joggingtøj.

Digte, kogebøger og erindringer

Prins Henrik nåede at udgave en række digtsamlinger, tre kogebøger og sine erindringer i bogen "Skæbne forpligter".
Desuden stod prins Henrik bag en række skulpturer, som står ved regentparrets slotte og i danske købstæder som Ringkøbing og ved havnekajen i Aarhus.
Sirene hedder Prinsens skulptur, som blev afsløret i 2017. Den står ved havnekajen i Aarhus - lige nord for DOKK1.
Sirene hedder Prinsens skulptur, som blev afsløret i 2017. Den står ved havnekajen i Aarhus - lige nord for DOKK1.

Fra fransk greve til prins af Danmark

11. juni 1934 - Henrik, Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, født Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat i Talence, Gironde, Frankrig.
1934 til 1939 - Boede med sin familie i Vietnam
1940 - 1947- Blev undervist i hjemmet
1947 - 1948 - Gik på Jesuitter-kostskole i Bordeaux
1948 - 1950 - Gik på Cahors Gymnasium
1950-1952 - Gik på Det franske Gymnasium i Hanoi, Vietnam
1952-1957 - Læste jura og statskundskab ved Sorbonne, Paris. Læste også kinesisk og vietnamesisk  på École Nationale des Langues Orientales
1957 - 1959 - Læste orientalske sprog  i Hongkong og Saigon
1959 - 1962 -  Aftjente sin værnepligt ved infanteriet i Algeriet
1962 - arbejdede i Asien-afdelingen i det franske udenrigsministerium
1963 - 1967 - Ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London. 
10. juni 1967 - Gift med Danmarks tronfølger, prinsesse Margrethe, i Holmens Kirke i København.
Prins Henrik, Henri de Monpezat, som ung dreng i 1939.
Prins Henrik, Henri de Monpezat, som ung dreng i 1939. Foto: Allan Moe - Scanpix

Tekst og redigering: Søs Kjeldsen
Udgivet februar 2018