Samsø må ikke sælge viden om vind
Tilsynsrådet i Århus Amt har bestemt, at Samsø Kommune ikke må sælge ud af deres viden om at etablere vindmølleparker
Samsø Kommune har fået nej til at deltage i selskabet Samsø Havvind International Aps. Tilsynsrådet for Århus Amt har besluttet, at kommunen ikke må være involveret i den private virksomhed, som skal sælge know-how om etablering af vindmølleparker til udlandet.
Selskabet var tænkt som en dattervirksomhed til Samsø Havvind
A/S, som driver den nye vindmøllepark syd for Samsø og hvor
Samsø Kommune er aktionær og ejer fem af de ti møller.
Det planlagte selskab bliver nu formentlig ikke etableret,
forudser direktør Erik Grenaa fra Samsø Havvind.
- Vi havde håbet på at kunne sælge ud af den viden, der er
skabt ved etablering af vores nye havmøllepark, men nu må
bestyrelsen drøfte, hvad der skal ske, siger han til Ritzau.