- Så langt går jeg ikke
Dyrekirkegårde og begravelser for kæledyr er et af de emner, der diskuteres i ugens udgave af Hits & Holdninger
Begravelser og gravpladser til kæledyrene er ikke noget umiddelbart hit hos panelet i Hits & Holdninger.
I denne uges udgave af Hits & Holdninger debatterede formand for Venstres ungdom i Aarhus Matthias Vesterdal, museumsdirektør på Gammel Estrup Britta Andersen og direktør for Randers Regnskov Henrik Herold blandt andet et sidste hvilested for sine kæledyr.
I Viby ved Aarhus kan man på en dyrekirkegård i skoven få begravet sine døde kæledyr.
Men selvom panelet i ugens udgave af Hits & Holdninger godt kan forstå, at man er knyttet til sit kæledyr, så var dyrekirkegården ikke et hit:
- På et tidspunkt skal de jo væk herfra - de lever jo ikke så længe som os, så det er selvfølgelig superærgerligt, men jeg ville simpelthen ikke kunne få mig selv til at lave sådan en kæledyrsgravplads. Så langt går jeg heller ikke, lyder det fra Matthias Vesterdal.
Heller ikke Britta Andersen ville gøre brug af en dyrekirkegård:
- Det der med at sætte sig hen og mindes, det kan jeg nok ikke sætte mig ind i, den side af det, ligesom man gør med et menneske på en kirkegård, siger Britta Andersen.
Både Matthias Vesterdal og Henrik Herold har kæledyr derhjemme, og de kan dog begge sætte sig ind i savnet:
- Et kæledyr er altid glad for at se dig, i hvert fald hvis det er en hund, lyder det fra Matthias Vesterdal.
Hør, hvad panelet mener om kæledyrsbegravelser øverst på siden. Og se hele udsendelsen her.