S står til sejr i Århus

Flertal til S og venstrefløjen i det kommende byråd i Århus, viser ny meningsmåling.

Var der valg i dag, ville der være rødt flertal i Århus. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Rambøll Management har foretaget for JP Århus i perioden fra 17.-18. oktober.

I forhold til kommunalvalget i 2001 står Socialdemokratiet med Nicolai Wammen i spidsen til en fremgang på 3,8 pct., mens Venstre og borgmester Louise Gade står til en tilbagegang på 3 pct.

Mandatmæssigt betyder prøvevalget, at Socialdemokratiet henter et mandat hos Venstre, mens de resterende partier opnår lige så mange mandater som ved seneste valg.

Omsat til blokke vil der komme et smalt rødt flertal i byrådet til Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet på 16 mandater, mens den borgerlige blok med Dansk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre får 15 mandater.

Med andre ord vil De radikale miste den rolle som tungen på vægtskålen, som de havde efter valget i 2001.