Rygeforbud lempes i Randers
Misbrugere skal ikke skræmmes væk fra behandlingstilbud på grund af rygeforbud i Randers Kommune.
Hvis man har et stort misbrug af alkohol, piller eller stoffer, og gerne vil i behandling, skal det ikke være frygten for at undvære smøgerne, der holder en tilbage.
Derfor har økonomiudvalget i Randers Kommune besluttet at give dispensation fra de kommunale rygeregler til en række væresteder og institutioner, der arbejder med støtte, behandling eller afvænning af borgere med et misbrug.
Der er dog grænser for røgtolerancen i Randers. Væresteder for folk med psykiatriske lidelser har bedt om at få lov til at lade brugerne ryge, men de har fået et nej til ønsket.
- Men tingene kan altid tages op igen, hvis der er noget, man ikke har taget højde for, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) til Randers Amtsavis.