Rumæner kan have voldtaget andre
Politiet undersøger, om ung rumæner står bag andre sædelighedsforbrydelser end voldtægten af en 28-årig kvinde i Århus.
Politiet er gået i gang med at undersøge, om den 25-årige rumæner, der torsdag blev fængslet for en grov voldtægt samt et voldtægtsforsøg i Århus, kan knyttes til andre sexforbrydelser i Danmark. Det skriver Århus Stiftstidende.
Manden har boet i Århus i tre-fire år, det meste af tiden uden opholdstilladelse. I den tid har politiet kendskab til, at han har været voldelig mod mindst én kvinde - en tidligere bekendt, som han bankede.
Blandt andet bliver mandens dna-profil nu sammenlignet med prøver fra landets dna-register.
Her indgår også en af det seneste årtis mest omtalte - og uopklarede - voldtægtssager i Århus. For fem år siden blev en 29-årig kvinde voldtaget i Botanisk Have under Århus Festuge. Voldtægten var så grov, at kvinden næsten døde.