Røveri mod supermarked i Ebeltoft
En cirka 35-årig russisk mand var bevæbnet med en legetøjspistol, da han i aftes begik røveri mod et Kiwi-supermarked i Ebeltoft.
Røveren var først gået ind i butikken på Sdr. Skovvænget for at købe øl og spiritus, men vendte kort efter tilbage og truede med en pistollignende genstand for at få fat i kassebeholdning.
Østjyllands Politi rykkede ud med det samme og med alt mandskab, der var i nærheden. Cirka tre kvarter efter røveriet blev den formodede gerningsmand anholdt.
- En patrulje spotter en mand, der passer på signalementet, på en cykel ved et Kvickly-supermarked, og det lykkedes os at pågribe røveren, forklarer vagtchef Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi til tv2.dk.
Under anholdelsen kunne betjentene konstatere, at det kun var en legetøjspistol, manden havde truet med under røveriet.
Røveriet fandt sted ved 21-tiden mandag aften. Udbyttet var et mindre beløb i kontanter.
Manden vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i fire uger.
Den russiske mand truede sig til kontanter i et Kiwi-supermarked på Sdr. Skovvænget i Ebeltoft:
http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&geocode=&q=S%C3%B8nder+Skovv%C3%A6nget+2+ebeltoft&sll=56.186565,10.678196&sspn=0.008872,0.027831&ie=UTF8&hq=&hnear=S%C3%B8nder+Skovv%C3%A6nget+2,+8400,+Ebeltoft&t=h&ll=56.185574,10.681586&spn=0.003439,0.010965&z=16&iwloc=A" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort