Røvere anholdt på fersk gerning
En mand og en kvinde blev anholdt på fersk gerning, da de for anden gang troppede op hos en handicappet mand i Brabrand for at røve hans værdier.
Som røver er det ikke særlig smart at lave en aftale med sit offer om at komme igen.
Det måtte en 18-årig kvinde og en 19-årig mand sande, da de i dag blev anholdt på fersk gerning under et forsøg på for anden gang at begå røveri mod en 56-årig handicappet mand, som sidder i rullestol og ikke kan røre sig.
Sammen med en anden mand ringede den 19-årige mand lørdag på hos den 56-årige i Brabrand ved Århus. Da han åbnede, skubbede de ham i kørestolen ind i stuen, hvor han måtte se på, at de tog hans tv og stereoanlæg.
Men det var ikke nok for de to røvere, der forlangte kontanter. Den 56-årige forklarede, at dem havde han ingen af før onsdag.
Da den 19-årige mand så dukkede op med den 18-årige kvinde for at hente de lovede kontanter, stod en betjent klar bag gardinet hos den 56-årige og anholdt dem.
Den anden mand, som var med ved røveriet lørdag er stadig på fri fod, men politiet ved, hvem han er, og ifølge vagthavende er det kun et spørgsmål om tid, inden han bliver anholdt.