Rotteplage på kollegium

Gulve skal brækkes op på næsten nybygget kollegie i Århus, hvor de studerende flygter på grund af rotterne.

Byggeriet på Helsingforsgade i Nordbyen i Århus stod klart til de mange boligsøgende studerende i januar sidste år, men der skulle ikke gå længe, før de første beboere i kollegieværelserne var så generet af rotter under gulve, i hulrum og i selve værelserne, at de begyndte at flygte fra stedet.

Og selvom der straks blev taget affære, og gulve blev brækket op, så er problemet stadig aktuelt i dag, skriver JP Århus.

- Så snart vi tror, at de er væk, kommer de igen, siger Svend-Erik Jensen, der er teknisk chef på Kollegiekontoret i Århus.

Han har ifølge avisen nu hyret en særlig uddannet rottefænger, og desuden er teknikere i gang med at fotografere kloakledningerne på kollegiet for at finde ud af, hvor de generende rotter kommer fra.

En af de studerende på kollegiet i Århus har nu fået nok af stedet.

- Jeg havde flere gange hørt noget larme under komfuret, men en nat vågnede jeg, da det larmede særlig meget. En dag sad der pludselig en stor fed rotte og gloede på mig, mens jeg lå i min seng, fortæller sygeplejerskestuderende Gitte Lemhøfer til avisen.

Hun flytter nu til et andet kollegium i byen.