Rossen på børnejagt i Århus
Østjyske børn får chancen for en skuespillerkarriere, når Stig Rossen og Mikkel Rønnow holder audition i Århus.
Små østjyder med hang til skuespil har nu chancen for at få en stor rolle. Sangeren Stig Rossen og dirigenten Mikkel Rønnow er på jagt efter ni talentfulde børn mellem 5 og 12 år, og derfor holder de i slutningen af måneden audition i Musikhuset i Århus.
De ni børn får ifølge Stig Rossen og Mikkel Rønnow centrale og meget krævende roller i en ny fortolkning af musicalen Les Misérables. Børnene får desuden chancen for at spille sammen med erfarne skuespillere, idet voksenrollerne spilles af musicalstjerner fra Skandinavien og Londons West-end.
Stig Rossen og Mikkel Rønnow står bag arrangør-virksomheden Rossen & Rønnow, og den første audition finder sted lørdag den 30. august. De børn, der klarer sig bedst, skal videre til en ny audition en uge senere. Foruden Musikhuset i Århus har Rossen & Rønnow også audition i København, og parret forventer, at arrangementerne vil tiltrække flere tusinde børn.
Der er flere informationer om den østjyske audition og musicalen Les Misérables på ">http://www.musical.nu">www.musical.nu