Roger Buch: Mere krævende at være politiker nu
Hurtige nyheder og et konstant pres fra medierne kan være med til at stress politikerne, mener forsker
Flere østjyske folketingsmedlemmer rammes af stress. Senest har det været socialdemokraterne Kirsten Brosbøl og Maja Panduro, der er gået ned med sygdommen. Forsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, har et bud på, hvad der er årsagen.
- Der er mange flere opgaver for dem sammenlignet med for 20 år siden, så de skal løbe stærkt, siger Roger Buch.
Læs også: Østjyske folketingspolitikere rammes af stress
Den forandrede medieverden er også en faktor ifølge forskeren.
- Det er en større medieverden, der skal serviceres, og det forventes, at politikerne er til stede på Facebook, Twitter og andre medier døgnet rundt, forklarer han.
Ringes op når som helst
Samtidig pointerer han dog, at mange af de folkevalgte har fået hjælp til at være til stede på de nye medier. Men alligevel kræves der meget mere af dem nu.
- Nyhederne kommer 24/7, og politikerne risikerer at blive ringet op på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet, hvor der kræves svar på ting, der sker ude i verden eller nye rapporter, fortæller Roger Buch.
Et andet faktum, som kan få betydning for stressniveauet, er ifølge forskeren den store offentlige sektor, som gør, at der hele tiden træffes beslutninger.
Du kan se hele interviewet med Roger Buch øverst på siden.