Røg med i anden handel?
Berlingske Media købt af belgiere
Selv om salgsprisen på Berlingske Media, som blandt andet tæller Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis, ikke er kendt, tyder meget på, at den belgiske køber - mediekoncernen De Persgroep - har fået det danske mediehus med som en del af pakken og til forholdsvis lav pris.
Således skriver Berlingske Medias snart forhenværende ejer, Mecom, i en meddelelse, at De Persgroep i begyndelsen af maj 2014 udtrykte ønske om at købe det hollandske mediehus Wegener for en pris i omegnen af 1,64 milliarder danske kroner.
Men selvom De Persgroep - i første omgang i hvert fald - kun var interesseret i at købe Wegener, aflagde De Persgroep ikke desto mindre et købstilbud på 1,8 milliarder kroner. Et tilbud, der altså også omfatter Berlingske Media.
- Det kan tyde på, at Mecom nødig ville lade De Persgroep købe uden også at overtage de danske aktiviteter, siger kilder med indsigt i sagen til Mediawatch.
Endvidere fremgår det af meddelelsen fra Mecom, at den resterende del af Mecom-gruppen kun ville bestå af de danske aktiviteter samt de resterende kontanter i selskabet.
Det ville ikke være særlig attraktivt, og det ville også være relativt omkostningsrigt for et børsnoteret britisk selskab, skriver Mecom.
Købsprisen på Berlingske er dog ikke udspecificeret i den store handel, og man kan ikke ved hjælp af simpel færdighedsregning konkludere, at De Persgroep har fået Berlingske Media med i handlen for 25 millioner euro, hvad der svarer til 190 millioner kroner. Det skyldes, at der er forskellige gældsposter involveret i handlen.
Kilder med indsigt i sagen fortæller til Mediawatch, at en vurdering af Berlingske Media på omtrent en halv milliard kroner ikke er helt skæv.
Med salget af Berlingske Media er der sat punktum i den proces, som blev skudt i gang i sommeren 2012, da Mecom bekendtgjorde, at der skulle sælges ud af de danske aktiviteter.
I dag omfatter Berlingske Media blandt andet Berlingske, der er grundlagt i 1749, BT, Weekendavisen samt Berlingske Nyhedsbureau, Radio24syv og en række regionale aviser med Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis i spidsen.