Rocker fængslet for istyveri
En mand med tætte forbindelser til Hells Angels er blevet fængslet efter tyveri af to isvafler.
Randers Politi anholdt onsdag eftermiddag to mænd under et indbrud i en landejendom i Hald. Naboen - hos hvem tyvene først havde forsøgt sig - alarmerede politiet, der kunne nappe mændene på fersk gerning, guffende på to isvafler fra landejendommens fryser.
Den ene - en 27-årig mand med tætte relationer til rockermiljøet - blev i går varetægtsfængslet i 14 dage - en uge per vaffel. Medgerningsmanden fik derimod lov at gå fri, skriver Randers Amtsavis.
Den 27-årige er godt kendt af politiet i forvejen. Han var blandt andet hoved- manden bag et dramatisk indbrud i en randrusiansk møbelforretning i januar. Her måtte ordensmagten affyre varselsskud mod møbeltyvene. I den sag inkasserede han en fængselsdom på ti måneder, som nu er anket til landsretten.
- Selvom to isvafler er et beskedent udbytte, betyder det ikke noget, når straffen skal udmåles. Her er det forsøget på indbrud, der tæller, oplyser politiets anklager, Karin Lauridsen, til avisen.