RKI spår om fremtidige betalinger
Det er ikke længere kun de dårlige betalere, der registreres hos RKI Kredit Information i Silkeborg.
Silkeborg-virksomheden RKI Kredit Information, der lever af at vurdere privatpersoners og virksomheders kreditværdighed, er også begyndt at overvåge potentielt dårlige betalere ud fra en række informationer som eksempelvis alder, bopæl og antallet af flytninger i de seneste år, oplyser TV2/Nyhederne.
Ifølge TV2 opererer RKI Kredit Information med et system, hvor borgere får fra en til fem stjerner som en markering af, hvor stor sandsynligheden er for, at vedkommende bliver dårlig betalere i fremtiden.
Administrationschef i RKI Jan Høj Sørensen afviser over for TV2, at metoden er et udtryk for mistænkeliggørelse af borgerne, men at det alene er en måling af risikoen for, om folk kan gå hen og blive dårlige betalere.
Fremgangsmåden vækker forundring hos Forbrugerrådet, der nu vil undersøge, om RKI's metode overhovedet er lovlig. /ritzau/