Risiko for over 10 graders frost i nat
Det bliver en særdeles kold nat og søndag morgen i Østjylland. Og sådan fortsætter vejret et godt stykke tid endnu
Lørdag aften har kulden allerede bidt sig godt fast i det østjyske, og det bliver kun koldere.
- I nat er der risiko for tocifrede frostgrader inde i landet, og i morgen tidlig er der også udsigt til hård frost, fortæller Per Christiansen fra TV 2 VEJRET.
Selvom søndag er kold det meste af dagen, så bliver det også en smuk vinterdag.
Fortsat udsigt til hård nattefrost
- Solen står op kl. 8.30, og så bliver den oppe helt indtil omkring kl. 16. Solen kommer dog til at stå lavt, så den kan være generende - det skal man være opmærksom på, siger Per Christiansen.
I løbet af søndagen når temperaturen aldrig over de to minusgrader, og frosten har efterhånden bidt sig godt fast i Danmark og Østjylland.
- Især om natten holder den stærke frost ved. Samtidig kan der komme enkelte snedrys, forklarer vejrværten.
Vejret ser ud til at blive forholdsvis klart de fleste dage, og der kommer ikke meget vind.
Du kan se hele vejrudsigten øverst i artiklen.