Rift om grunde i Silkeborg

Kommunen har solgt 69 grunde på et halvt år og sætter mere fart på byggemodning.

Blot halvt igennem 2005 har Silkeborg Kommune allerede nået mere end det grundsalg, den har budgetteret med for hele året. 69 solgte grunde er det blevet til siden 1. januar. For dem har kommunen fået 29 millioner kr.; 32 procent mere end de 22 millioner kr., kommunen har regnet med at sælge grunde for gennem hele 2005.

- Den store efterspørgsel har medført, at vi allerede har fremrykket byggemodningen i flere områder. Til efteråret og næste år får vi således yderligere 64 grunde til salg, siger borgmester Jens Erik Jørgensen.

I dag har kommunen kun to ledige grunde på lagerlisten - den ene i Lemming, den anden i Kragelund.