Retssag mod drengebande
Seks unge i retten for gaderøverier, trusler, biltyverier og rapserier.
Seks unge mellem 15 og 18 år bliver i dag ført for en dommer i Århus, anklaget for en snes tilfælde af gaderøverier, trusler, biltyverier og rapserier, skriver metroXpress.
De mere end 20 forhold er blevet begået i løbet efteråret, hvor drengene turede rundt i Midtbyen i større flokke. De seks tiltalte, der alle var under 18 år på gerningstidspunktet i efteråret, blev anholdt tidligt på foråret. Siden har de siddet varetægtsfængslet i surrogat, blandt andet på en lukket ungdomsinstitution i Nykøbing Sjælland.
Ifølge flere forsvarsadvokater i sagen er det usædvanligt store antal sager udtryk for den erklærede nul tolerance-politik, som Århus Kommune og politiet har signaleret over for unge ballademagere.
Der er sat fire retsdage af til sagen, da der skal indkaldes en stribe vidner. Anklageren i sagen kræver ikke fængselsstraf til de seks tiltalte, men i stedet en frihedsstraf i form af en såkaldt ungdomssanktion, hvor den unge under tilsyn forpligter sig til eksempelvis at følge en uddannelse. Der ventes dom i sagen på fredag.