Restauranter skriger på arbejdskraft
Ny undersøgelse viser, at restaurationsbranchen har mere end svært ved at tiltrække medarbejdere.
Venter du længe på din mad, når du er ude at spise?
Så kunne grunden være, at der simpelthen ikke er nok folk på arbejde.
En ny undersøgelse viser, at man i restaurationsbranchen har vanskeligt ved at trække folk til.
Det skriver JP Århus.
Således svarer 59,6 pct. af de midtjyske medlemmer, at det er blevet sværere at skaffe arbejdskraft inden for det seneste år. Knap 6 pct. finder det lettere at skaffe arbejdskraft.
- Jeg ved ikke, om det er blevet sværere at finde folk inden for det seneste år, men i de senere år er det blevet meget værre. Det er noget, vi taler meget om i organisationen, og vi forsøger virkelig at gøre kokke- og tjenerfaget mere attraktivt i folks bevidsthed. Vi kan i hvert fald kun håbe på, at det bliver bedre, siger Peter Møller Laursen, der er formand for Horestas bestyrelse i Region Midtjylland og samtidig direktør for hotel Radisson SAS i Århus.