Rentefrie lån hitter
Det strømmer ind med nye kunder i Folkesparekassen der blandt andet har afdelinger i Silkeborg og Århus.
- Vi har aldrig nogensinde oplevet en så stor stigning i antallet af nye kunder. Det seneste år har vi fået 10 % flere kunder, fortæller Uffe Madsen administrerende direktør i Folkesparekassen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hver eneste dag bliver der udstedt nye rentefrie lån til sparekassens kunder. For at få et rentefrit lån, skal man samtidig sige nej til, at få renter af det beløb som man har stående på sin konto.
Uffe Madsen tror, at østjyderne har fået et andet og mere negativt syn på især de større banker efter flere negative historier, om banker der har svigtet deres kunder.
- Vores hovedformål er ikke at opnå det størst mulige overskud, men at servicere vores kunder, siger administrerende direktør Uffe Madsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Folkesparekassen tager et administrationsgebyr på fire procent af det lånte beløb, og det er muligt at låne 25 % mere, end man har stående på sin konto.