Randers satte føring over styr
Trods et tidligt 1-0-mål og en flot fight, måtte Randers FC se sig slået 2-1 af Fenerbahce i Tyrkiet.
I en lille halv time lignede det en randrusiansk sensation i Istanbul, men trods en god arbejdsindsats lykkedes det ikke Randers FC at holde stand mod Fenerbahce, der hjemme på Sukru Saracoglu Stadion vandt 2-1 i UEFA Cuppens 1. runde.
Et indlæg fra Kenneth Møller Pedersen havde allerede efter tre minutters spil givet tyrkerne en advarsel. På endnu et indlæg fra Kenneth Møller steg Djiby Fall op mellem to forsvarere og headede bolden i mål. Men glæden varede kort. Efter 25 minutters spil scorede anfører Ralf Pedersen selvmål, da han satte foden på et ufarligt indlæg og dirigerede bolden over sin egen målmand Martin S. Jensen til 1-1, hvorefter tyrkerne overtog styringen halvlegen ud.
Selvom Randers FC var godt med i store dele af kampen, og havde flere pæne muligheder efter hjørne- og frispark, var det Fenerbahces Mateja Kezman, der kunne score sejrsmålet ti minutter inde i anden halvleg.
Trods nederlaget var den uheldige selvmålsskytte, anfører Ralf Pedersen, tilfreds med indsatsen på det sydende stadion i Istanbul. - Jeg synes, vi leverede en god indsats, og jeg synes godt, man kan kalde Fenerbahces sejr fortjent. Vi havde heldet i nogle situationer, men vi kæmpede altså også røven ud af bukserne, og jeg synes godt vi kunne være med i store dele af kampen, sagde Ralf Pedersen til Ritzau efter kampen.
- Vi kom rigtig godt fra start, men da jeg så lavede selvmål, og de kom på 1-1, begyndte de altså virkelig at spille fodbold. Med hensyn til returkampen, var det utroligt vigtigt, at vi fik scoret et mål, for nu er det stadig åbent, og vi har en god chance for at gå videre, hvis vi får scoret det første mål, vurderede Ralf Pedersen. Returkampen spilles i Århus den 28. september. /ritzau/