Randers FC tabte træningskamp mod AaB
Kriseramte Randers FC tabte årets første træningskamp. Opgøret endte med et kronjysk hjemmebanenederlag på 0-1.
I begyndelsen af opgøret lagde AaB pres på værterne, men Randers FC-målmand Peter Friis Jensen forhindrede i første omgang en nordjysk scoring.
Efter pausen kom flere uprøvede kræfter på banen for Randers. Kronjyderne kom længere frem på banen, men det lykkedes alligevel AaB'erne at score kampens enlige mål på en kontrachance.
Målet blev sat ind af nordjydernes Daniel Christensen, der satte foden på et indlæg fra Mathias Wichmann.
Randers FC's anfører, Søren Pedersen, blev i 2. halvleg vist ud efter at have væltet AaB's Jakob Ahlmann omkuld. Kronjyderne kunne dog glæde sig over, at det i træningskampe er tilladt at sende en erstatning på banen, når en spiller får marchordre af dommeren.
Kampen mellem de to jyske klubber blev spillet på en kunstgræsbane nær Randers FC's normale hjemmebane, Essex Park Randers.
Se en reportage fra opgøret i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.