Randers FC opruster - igen
Randers FC fortsætter med at hente forstærkninger i kampen for at rykke op i superligaen.
Fodboldklubben Randers FC fortsætter med at opruste. Senest har træner Lars Olsen sikret sig Nocko Jokovic, Rasmus Hansen, Lars Larsen og den newzealandske landsholdspiller Che Bunce.
De fire indkøb får imidlertid ikke klubbens direktør, Jacob Nielsen, til at indstille skydningen. Fusionsklubben har netop skrevet kontrakt med Rasmus Rosenkilde, der kommer fra en af moderklubberne bag Randers FC, nemlig Randers Freja. Rasmus Rosenkilde har i de seneste fem kampe været fast mand på Randers FCs hold i 1. division, og han har gjort det så godt, at klubben netop har fisket en kontrakt op af skuffen.
Randers FC har desuden sikret sig forsvarsspilleren Mikkel Rasks underskrift. Den 20-årige randrusianer havde i forvejen kontrakt med Randers FC, og den bliver nu forlænget med mindst to år. Ifølge klubchef Jacob Nielsen har flere superligaklubber været på jagt efter Mikkel Rask, men han har altså valgt at blive i Randers et stykke tid endnu.