Randers FC holder liv i finaledrøm
Intet er afgjort i pokalsemifinalen mellem Randers FC og AaB. Første dyst endte uden mål.
Hverken Randers FC eller AaB fik hul på målscoringen i den første semifinale i fodboldens pokalturnering. Dermed lever håbet om at blive den første klub uden superligastatus til at nå pokalfinalen siden 1997 stadig i Randers.
Samtidig har AaB endnu til gode at smage sejrens sødme i 2006, hvor klubben heller ikke har vundet i Superligaen. Nu er kravet til nordjyderne entydigt. Holdet skal vinde returen i Aalborg, hvis de vil nå finalen.
6.513 tilskuere så en tæt og intens kamp, hvor begge mandskaber havde enkelte chancer for at få et solidt forspring til returen, men i kampens sidste minutter var det Randers, der flere gange var tæt på en afgørelse. Især den tidligere Brøndby-angriber Karsten Johansen savnede skarphed foran mål.
AaB lægger græs til returkampen torsdag den 27. maj. /ritzau/