Ramt af tungt betonelement
En 55-årig arbejdsmand blev hårdt kvæstet, da han i nat blev ramt af et 900 kilo tungt betonelement.
En ansat på virksomheden HH Fiboment i Silkeborg kom alvorligt til skade, da et tungt betonelement i nat væltede ned over hans ben.
Ulykken skete, da den 55-årige arbejdsmand ved 2-tiden var i gang med at læsse en lastbil. Af endnu ukendte årsager væltede det 900 kilo tunge betonelement pludselig ned over ham, og hans ben kom derfor i klemme.
Manden blev efter ulykken kørt til Århus Sygehus, hvor han straks kom på operationsbordet. Politiet i Silkeborg ved dog endnu ikke, hvor alvorligt den 55-årige er kommet til skade.
Arbejdstilsynet vil i løbet af i dag forsøge at finde ud af, hvad der var årsag til ulykken på HH Fiboment, der også tidligere har været ramt af en alvorlig arbejdsulykke. I 1995 blev en medarbejder dræbt, da en lastbil væltede ned over ham.