Protester landet over: Elever blokerer for undervisningen
Gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler i hele Østjylland vil markere deres utilfredshed med varslede besparelser
Lærerne på flere østjyske uddannelsesinstitutioner vil torsdag morgen blive mødt af lukkede døre.
Det er blandt andet tilfældet på Århus Statsgymnasium, hvor eleverne har valgt at blokere for undervisningen fra klokken 8-15.
Blokaden er ifølge elev Severin Bjerre et middel til råbe politikerne op i håbet om, at de vil genoverveje udspillet til milliardbesparelser på uddannelsesområdet:
- Vi håber, at der er nogen på Christiansborg, som følger med i nyhederne i dag. Vi vil vise vores utilfredshed. Ikke bare her i Aarhus, men i hele landet. Jeg har hørt, at der vil blive strejket på 70 gymnasier, fortæller han til tv2oj.dk.
Omkring halvdelen af skolens elever har tilkendegivet på Facebook, at de vil deltage i blokaden, som indebærer, at dørene til alle klasselokaler bliver spærret.
Frygter nedskæringer
Gymnasieeleverne er utilfredse med regeringens finanslovsudspil, der lægger op til, at alle landets gymnasier, universiteter, handelsskoler, tekniske skoler og andre uddannelsessteder skal spare 8,7 milliarder kroner over de kommende fire år.
Det vil ifølge Severin Bjerre fra Århus Statsgymnasium få konsekvenser for nogle af de 'goder', som er med til at styrke fællesskabet og det sociale liv på gymnasiet.
- Vi vil for eksempel miste bemandingen til vores lektiecaféer, vores musical og bemandingen til gymnasiefesterne. I stedet for professionelle vagter kan det være, at eleverne må stå ved døren, siger han og fortsætter:
- Særligt det med lektiecaféerne er vi bange for, vil ramme de svage elever.
Der vil i eftermiddag klokken 16 blive afholdt en demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus, hvor budskabet er 'stop milliardsnedskæringer på uddannelse'.
Indtil videre har mere end 7.000 personer på Facebook sagt ja til at deltage i begivenheden.
Elever på Risskov Gymnasium: Strejke skal redde undervisning