Professor: Lighthouse-sag kan være alvorlig
Sagen om finansieringsproblemer hos konsortiet bag prestigebyggeriet ved Århus Havn kan være alvorlig, vurderer ekspert.
Byggeriet af Danmarks højeste hus - det 142 meter høje prestigebyggeri Lighthouse i den kommende nye store havnebydel i Århus - har problemer med finansieringen.
Det er ikke lykkedes konsortiet bag byggeriet, der skal være en dansk udgave af Malmøs berømte "Turning Torso", at skaffe de 410 millioner kroner, som Århus Kommune skulle have haft onsdag.
- Det er jo altid sådan, at når nogen ikke leverer eller betaler til tiden, så er det et dårligt signal. Det kan jo være udtryk for større eller mindre finansielle problemer hos bygherren. Det kan være en mindre detalje i forhold til lovgivningen, men det kan også være noget langt mere alvorligt, siger professor i finansiering, Peter Løchte Jørgensen, fra Handelshøjskolen, Århus Universitet til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Århus Kommune forsøger nu med en forlængelse af betalingsfristen til den 1. december at give konsortiet tid til at rejse pengene.
Se mere om sagen på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.