Priser på medicin skal presses: Vi har været dårlige købmænd
Hør, hvad regionsformanden og Venstres spidskandidat mener om prioriterering af medicin
I Danmark betaler regionerne alt for mange penge for medicin sammenlignet med andre europæiske lande.
Derfor er det nu på tide at kigge priserne efter i sømmene og få mere gennemsigtighed omkring, hvordan medicinpriserne forhandles.
Så langt så godt er regionsformand Bent Hansen (S) og Anne V. Kristensen (V) fra Region Midtjylland nogenlunde enige om.
Bent Hansen mener ikke, at Danmark nødvendigvis behøver at have et decideret prioriteringsinstitut som det ses i England, hvor et panel bedømmer medicin ud fra pris og effekt.
Derimod handler det om at udfordre medicinalindustrien og ikke blot godtage priserne, fortæller han:
- Vi skal blive meget bedre til at stille krav til virksomhederne omkring den pris, vi vil betale. Der har vi været for ringe købmænd, siger han og langer ud efter medicinalindustriens store fortjeneste på salg af medicin.
- Nu skal vi have nogle bedre priser, fordi ellers skal vi til at diskutere, "er det medicin eller personale?". Den diskussion er håbløs.
Behandlinger skal prioriteres
Venstres Anne V. Kristensen mener, at en del af problemet med de høje medicinpriser bunder i, at det er læger der foretager vurderingerne af medicinen uden, at politikerne får indflydelse på prioriteringerne.
Hun efterlyser også gennemsigtighed og åbenhed, men mener samtidig, at det ikke kun er medicinpriserne der skal kigges efter.
Hvad med ikke-livsnødvendige operationer af for eksempel flyveøver og tunge øjenlåg? Er det samfundets opgave at betale for dem?, spørger hun:
- Der er ikke nogen, der snakker om, at der er nogle sygdomme, der måske bare ikke skal behandles, siger Anne V. Kristensen, som ikke mener, at sundhedvæsnet skal gå kompromis, når det kommer til livstruende sygdomme:
- Vi har betalt skat hele vores liv. Så skal vi også have den behandling, der findes - den behandling, der hjælper os - uden, at det sætter pris på et liv.
I videoen øverst i artiklen kan du høre de to regionspolitikere fortælle om deres syn på de nuværende medicinpriser.
Videoen er et udsnit af en længere tv-debat om Region Midtjylland, som blev sendt onsdag aften den 25. november på TV 2 | ØSTJYLLAND.