Pres på krisecentre til mænd
Mandecenter i Århus må klare sig med projektbevillinger og frivillig arbejdskraft, mens kvindekrisecentrene er på finansloven.
Mens kvindekrisecentrene er på finansloven, må de få mandecentre, der er, klare sig med projektbevillinger, lidt kommunal støtte og frivillig arbejdskraft.
Sådan lyder budskabet fra sekretariatsleder for mandecentrene Winnie Berndtson, som vil have mandekrisecentrene på finansloven. Det skriver metroXpress.
På konferencen 'HJÆLP! - Mænd i krise' på Christiansborg i dag vil hun og andre repræsentanter fra mandecentrene gøre politikerne opmærksomme på den skæve fordeling mellem kvinde- og mandecentre.
- Tusindvis af mænd har behov for støtte. Med flere centre kan man forebygge, at det går helt galt. Lige nu mødes mange af mændene først med et tilbud om hjælp, når de som hjemløse søger ind på et herberg, siger Winnie Berndtson.
Ligestillingsordfører Ellen Trane Nørby (V) skal med til konferencen i dag, onsdag, og hun ser gerne, at der bliver oprettet flere mandecentre.
- Men det er ikke nødvendigvis løsningen at sætte dem på finansloven. I stedet vil jeg opfordre til, at man søger Satspuljen (de svages finanslov, red.) om penge til at oprette nye mandecentre. Det er et område, som har Venstres fokus, men det kræver, at de andre partier i Satspulje-forliget er enige, siger hun til metroXpress.
Kilde: metroXpress