Præster møder flere ensomme
- Der er ingen tvivl om, at danskerne er blevet mere ensomme siger sognepræst i Malling, Finn Malthe Madsen.
Ensomheden breder sig blandt danskerne. Det viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt 250 af landets ca. 2100 sognepræster.
52 procent svarer, at det er deres opfattelse, at danskere er blevet mere ensomme i dag end tidligere. 33 procent mener ikke, at ensomheden er stigende, mens 15 procent svarer »ved ikke«.
- Der er ingen tvivl om, at danskerne er blevet mere ensomme. Nogle er ensomme, fordi de bevidst har valgt at være alene. Andre er blevet ensomme efter ægtefællens død, siger sognepræst Finn Malthe Madsen fra Malling Sogn ved Århus.
Ensomheden blandt danskerne er mest udbredt i storby-områderne, hvor resikoen for at leve uden socialt netværk tilsyneladende er størst, viser Kristeligt Dagblads undersøgelse.
Præsterne tackler sognebørnenes ensomhed meget forskelligt. Nogle tager ikke ekstra initiativer, mens andre forsøger at tage fat om problemet ved at besøge de ensomme.
- Jeg kører rundt til folk, som er blevet ensomme. Hos de fleste er jeg den eneste, der kommer på besøg. Nogle har selv valgt ensomheden og er derfor svære at hjælpe. For hvis de kun vil se de mørke sider af livet, er der ikke meget, man kan gøre. Heldigvis er de fleste ufrivilligt ensomme, og dem forsøger jeg at hjælpe, så godt jeg kan, siger sognepræst Finn Malthe Madsen.
Han har blandt andet skabt kontakt til den lokale genbrugsbutik, der drives af Kirkens Korshær.
- Mange liver op, når de kommer ind i et meningsfuldt arbejdsfællesskab. Det er hjælp til selvhjælp, siger Finn Malthe Madsen, som var med til at starte genbrugsbutikken for 15 år siden.
Blandt de professionelle er man også yderst opmærksomme på, at flere danskere i disse år bliver ensomme. På Diakonhøjskolen i Århus siger forstander Henrik Stubkjær:
- Ensomhed er et af de helt store problemer i vores samfund. Udviklingen går ikke i den rigtige retning. Det kan ikke løses på landsplan, man skal ud lokalt og have fat i netværksarbejde. Men det, der gør det svært, er, at ensomme mennesker ofte ikke selv tager initiativ til at opsøge andre. Vi kan ikke løse dette som professionelle. I kampen mod ensomheden er vi nødt til at blive bedre til at samarbejde med de frivillige. Og det kan være folk fra kirken, beboerforeningen eller lokale ældreråd, siger han.