Polsk voldtægts-mistænkt anholdt
Polsk politi har anholdt mand, der mistænkes for fem voldtægtsforsøg i Grenaa. Østjyllands Politi arbejder på at få ham udleveret.
16. apr 2010, kl. 10:18
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi mistænker den 40-årige polak for at stå bag ikke færre end fem voldtægtsforsøg og et tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod flere yngre piger i Grenaa i perioden fra august til december 2009.
Efter overgrebene forlod den 40-årige Danmark, og Østjyllands Politi fik udstedt en international efterlysning. Den 13. april lykkedes det så for politiet i Polen at anholde manden.
Lige nu arbejder Østjyllands Politi på at få den mistænkte udleveret til Danmark. Politiet ved endnu ikke hvor lang tid, der går, før en eventuel udlevering kan finde sted.