Politivogn vædrer anden bil
Fem personer kom til skade, da politipatrulje under udrykning kørte ind i siden på en personbil på Viby Ringvej.
Fem personer måtte køres på skadestuen, da en patruljevogn fra Århus Politi kl. 10.30 i dag kørte ind i siden på en personbil på Viby Ringvej.
Ulykken skete hvor Motorvej E 45 munder ud i Ringvejen. Ifølge vagthavende hos Århus Politi kørte politibilen med tændt udrykningshorn og blink langsomt frem for rødt i krydset, i retning mod Viby Torv. En lastbil med anhænger, som var kommet kørende ad motorvejen, holdt i venstresvings-banen tilbage for at lade politipatruljen passere. Samtidig kom en personbil kørende fra motorvejen for at fortsætte lige ud ad Åhavevej.
Fordi lastbilen tog udsigten, så føreren af personbilen ikke politivognen, men kørte for grønt lys ud i krydset, hvor sammenstødet nu var uundgåeligt.
Alle fem tilskadekomne, hvoraf de to er politibetjente, slap forholdsvis let og forventes udskrevet fra sygehuset senere i dag.