Politiet jagter påskebranderter
Så mange spritbilister er indtil videre røget i fælden
Det er ikke bare i de større byer eller på velkendte 'sprit-ruter', at politiet i disse dage afholder razziaer.
Østjyllands Politi er hver dag til stede på vejene for at udføre sprit- og narkotikarazzia i påskedagene, og den indsats har indtil videre ført til flere sigtelser.
Siden skærtorsdag har politiet anholdt otte personer for spritkørsel og en enkelt for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.
Se også: Razzia: 103 bilister standset
Politiets kontroller er langt fra ekstraordinære, lyder det fra politikommissær Mikael Larsen fra Østjyllands Politi.
Det er ikke kun i påsken, at politiet stiller sig op og foretager fart-, sele- eller spritkontrol, men han medgiver, at der netop i påsken såvel som i juletiden er arrangementer, hvor netop alkoholen er i fokus.
Det er derfor med at tænke sig en ekstra gang om, inden man sætter sig ud i bilen. Også selvom alkoholen blev indtaget dagen forinden, fortæller Mikael Larsen:
- Der kan være nogen, der har siddet til en frokost i går, hvor der er blevet kørt godt igennem og har så fået et par øl til frokost i dag. Så har de for meget spiritus i blodet.
Erfaringerne fra de første påskedage viser, at det ofte er sidst på aftenen og natten, at folk bliver fanget med for meget alkohol i blodet. Den typiske spritbilist er mellem 30 og 40 år gammel.
Østjyllands Politi var i dag på kontrol i blandt andet det sydlige Aarhus.
Du kan se et interview med politikommissær Mikael Larsen i videoen øverst i artiklen. Her fortæller han, hvorfor han mener, at kontrollerne virker.