Politiet jagter cyklister
Gør klogt i at se sig ekstra godt for
I denne uge har de østjyske cyklister en ekstra god grund til at se sig godt for i trafikken. Politiet holder nemlig skarpt øje med dem.
Politiet har dedikeret denne uge til at en kampagne, der skal slå ned på de mange cykelsyndere.
Kampagnens formål er blandt andet at få cyklisterne til at lade være med at køre over for rødt samt at cykle på fortove og i fodgængerfelter.
Derudover skal cyklisterne lære at huske lygterne, inden de begiver sig ud i trafikken.
Cyklist: En dårlig vane
Indtil videre har knap 60 cyklister fået en bøde i Østjylland.
Blandt de uheldige er Mads Skibby fra Aarhus. Han er studerende og regner med, at dagens bøde for at køre uden lys kan få ham til at skænke færdselsloven en ekstra tanke, næste gang han sætter sig i sadlen.
- Det er nærmest blevet en vane at køre uden lys. Men jeg tror, at bøden ændrer drastisk på mine vaner, forklarede han til TV 2 | ØSTJYLLAND umiddelbart efter, at politiet havde haft bødeblokken fremme.