Politiet fortsætter eftersøgningen af Lisbet
Den forsvundne Lisbet Nielsen fra Risskov blev ikke fundet under tirsdagens eftersøgning i sø på Djursland. Politiet giver dog ikke op.
Politiet gør nye forsøg på at finde den forsvundne sygeplejerske Lisbet Nielsen, som formodentlig blev dræbt af sin kæreste, der senere hængte sig i arresten i Århus.
Eftersøgningen tirsdag er foregået i Langsø nordvest for Ebeltoft på Djursland, og onsdag fortsætter indsatsen i to andre nærliggende søer.
En båd med ekkolod, dykkere og hundepatruljer deltager i arbejdet, oplyser lederen af efterforskningen ved Østjyllands Politi, Frits Kjeldsen.
Djursland har tidligere været mål for eftersøgningen, og en helikopter var forleden i luften i forsøget på at finde den 46-årige kvinde.
Djursland er interessant for eftersøgningen, fordi kæresten Bjarne Østergaard Madsens bil blev set på Djursland den 23. oktober - den dag, Lisbet Nielsen forsvandt.
Sagen har vakt debat, fordi Madsen tidligere var dømt for at have ombragt to andre kærester. Han blev dog udskrevet fra et psykiatrisk hospital, og i 2005 fastslog Retslægerådet, at han ikke længere var skizofren.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet ledte tirsdag formiddag efter Lisbet Nielsen i Langsø på Djursland:
http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&q=Langs%C3%B8,+8410&sll=55.869147,11.228027&sspn=9.171478,28.498535&ie=UTF8&cd=1&geocode=FZiRWgMdkfOhAA&split=0&hq=&hnear=Langs%C3%B8&t=h&ll=56.260134,10.616741&spn=0.027459,0.087891&z=13&iwloc=A" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort