Politiet fandt designermøbler for over 300.000 kroner i varebil
Østjyllands Politi stoppede søndag aften en sort Mecedes varebil. I bilens varerum fandt politiet dyre designermøbler.
Det var en politipatrulje på vej ud til en anden opgave, der fattede mistanke til den sorte varebil.
Varebilen holdt parkeret ved en servicestation på Årslev Møllevej i den vestlige udkant af Århus, oplyser Mogens brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi.
Ved bilen stod en "kendt indbrudstyv", og patruljen kontaktede derefter pågældende, der var synligt nervøs over politiets tilstedeværelse. Varebilen blev derfor ransaget, og i varerummet blev der fundet designermøbler med mere til en værdi af ikke under 300.000 kroner.
I bilen blev de to andre gerningsmænd fundet. Den ene lå og gemte sig under møblerne.
De tre mænd bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør, hvor de bliver sigtet for at have begået flere indbrud samt hæleri.