Politiet advarer firmaer mod bedragere
Ukendte gerningsmænd forsøger at lokke penge ud af østjyske firmaer
Østjyllands Politi har på det seneste modtaget flere henvendelser fra firmaer, der er blevet forsøgt snydt.
I tre tilfælde er bedraget blevet opdaget i tide, men i et tilfælde har et firma mistet et beløb på mindre end 100.000 kroner.
Alene det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget tre anmeldelser i sager, hvor gerningsmænd har forsøgt at få firmaer til at overføre penge til udenlandske firmaers bankkontoer.
I forsøget på det har gerningsmændene dels anvendt falske fakturaer og falske mails fra en navngiven person i firmaet.
- I det tilfælde, hvor firmaet overførte penge, er bedraget sket på den måde, at en person udgiver sig for at være direktøren i firmaet, og på den måde ender med få lokket penge ud. Det er en fremgangsmåde, vi også kender fra et tidligere tilfælde, hvor beløbet var noget større, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Han opfordrer derfor firmaer til at være ekstra opmærksomme på, hvem de overfører penge til.