Politibil kørte galt
En patruljevogn fra Århus Politi kørte i dag under en udrykning frontalt sammen med en anden bil, da de kørte over for rødt lys
Under en udrykning i eftermiddags kørte en patruljevogn fra Århus Politi frontalt sammen med en anden bil i krydset ved Herredsvej og Randersvej.
Patruljevognen var på vej til Retten i Århus med en varetægtsfængslet, da de fik en melding om, at en af deres kollegaer var i knibe. En sådan melding har højeste prioritet hos Politiet, og betjentene i patruljevognen kørte derfor med fuld udrykning deres kollega til undsætning. Men da patruljevognen kørte over for rødt lys i krydset ved Herredsvej og Randersvej kørte de ind i en personbil, der tilsyneladende ikke havde hørt patruljevognens sirener.
Betjentene, den varetægtsfængslede og føreren af personbilen blev kørt på hospitalet, men er tilsyneladende uskadte.
Årsagen til udrykningen var en indbrudstyv, som en betjent i sin fritid havde afsløret i en baggård i Dannebrogsgade. Han havde set tyven gå og tage i dørhåndtagene og forsøgte at standse manden, der reagerede ved at prøve at gribe et stemmejern som våben fra inderlommen, da han så betjentens politiskilt. Under den efterfølgende tumult lykkedes det betjenten at slå alarm via sin mobiltelefon. Det lykkedes betjenten at holde manden fast, indtil andre patruljer nåede frem og kunne anholde ham. Han sigtes for vold mod tjenestemand og forsøg på indbrud.