Politi: Pas på pirattaxaer

Politiet advarer mod at køre med pirattaxa - igen

Det kan være svært at få en taxa hjem fra julefrokosten, og det er derfor fristende at hoppe ind i en pirattaxa. Men det er en dårlig idé, lyder det fra politiet. 

- Vi advarer - igen - mod at tage med en pirattaxa. Man skal i hvert fald tænke sig rigtig godt om, før man hopper ind i en bil til folk, man ikke kender, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Vi modtager desværre rigtig mange anmeldelser om episoder i forbindelse med pirattaxa-kørsel. Det kan gå galt - så tag en natbus i stedet for, lyder opfordringen.

Det er svært for politiet at komme pirattaxaerne til livs. Folk er ofte berusede, når de kører med, og kan derfor ikke hjælpe med brugbart signalement, nummerplade eller andet som kan lede politiet på sporet.