Politi jagter bankrøver
Nordeas filial ved Vejlby Centervej i Risskov blev tirsdag formiddag udsat for et røveri. Røveren jages af politiet.
Lige efter åbningstid tirsdag fik personalet i Nordeas filial på Holmens Vej ved Vejlby Centervej sig en ubehagelig start på dagen. En mand kom ind med et oversavet jagtgevær og truede sig til et kontant beløb.
Manden røvede 79.198 kroner, men tabte cirka 33.000 af dem umiddelbart uden for banken.
Efter røveriet stak han af mod Grenåvej til fods. Østjyllands Politi jagtede ham med hunde, men de mistede færten af røveren lidt nede af Grenåvej ved sporet ved Grenaabanen.
Ifølge de ansatte er der tale om en lys mand midt i eller i slutningen af tyverne. Under røveriet var han iført en grøn hue, en lys jakke og mørkegrå bukser, der sad løst.
Han var desuden 180 - 190 cm høj, slank af bygning, iført lys/grå trøje og bar på en sort taske.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger sagen i vores nyhedsudsendelse klokken 12.10 og klokken 19.30.