Peter Gade vandt i rolig stil
Den danske badmintonstjerne spillede på det sikre i anden runde af Denmark Open efter tirsdagens skade.
Peter Gade spillede med livrem og seler, da han onsdag gik videre fra anden runde af Denmark Open. Det danske verdensnavn kæmpede med efterveerne fra tirsdagens fald på badmintonbanen, så Pedro Yang blev forsigtigt slået med 15-3, 15-6.
- Der var heldigvis ingen grund til at tage chancer, da jeg kunne vinde uden problemer. Jeg spillede dog på smertestillende for at gennemføre kampen, forklarer Peter Gade.
Den danske VM-bronzevinder havde brugt onsdagen hos fysioterapeut og kiropraktor for at få behandling efter det fald, som tirsdag gav ham ordentligt vrid i kroppen. Han kæmper stadig med en øm skulder, som kan give problemer i torsdagens kamp mod Chen Jin fra Kina.