Peter Foldgast til AGF
Tidligere Brøndby-angriber har fået ophævet sin kontrakt for at spille for AGF, oplyser hans nuværende klub.
Den tidligere Brøndby-angriber Peter Foldgast har fået ophævet sin kontrakt med den tyske klub Rot-Weiss-Essen og vender hjem til Danmark for at spille for AGF. Det oplyser klubben på sin hjemmeside, men Foldgast siger selv, at han ikke har skrevet under på noget.
Den tyske klub bekræfter dog over for Ritzau, at Peter Foldgast har fået ophævet sin kontrakt for at vende hjem til Superligaen og AGF.
- Jeg har ikke skrevet under på noget, siger Peter Foldgast. Han kender dog til interessen fra AGF, som han gerne vil spille for.
- Jeg har spillet der et år som yngling, og det er en dejlig klub med nogle dejlige mennesker, så det lyder spændende, siger Peter Foldgast. /ritzau/