Penge at spare på udlicitering
Østjyske kommuner kan spare en halv milliard kr. på at lægge opgaver ud til private, vurderer Dansk Industri.
8. aug 2006, kl. 10:59
Mere end 30 dage gammel
543 millioner kr. Så meget kan kommunerne i Århus Amt spare, hvis de kommuner i amtet, der i dag udliciterer færre opgaver end gennemsnittet, kommer op på gennemsnittet. Det viser et regnestykke fra Dansk Industri (DI).
- Opgørelsen viser med al ønskelig tydelighed, at der ved selv en lille stigning i udliciteringen af f.eks. driftsopgaver, er mange penge at hente for de østjyske kommuner, siger formanden for DI Østjylland, Kim Boyter.
Han peger på, at øget udlicitering også vil kunne være med til at gøre de kommende kommunesammenlægninger lettere.