Pause for motorvejsplaner: Vi kan snakke E45 om et par år

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen tror ikke på snarlig løsning

05:14

1 af 2

Borgmestre, virksomhedsejere og fragtmænd i Østjylland har længe forsøgt at få folketingspolitikerne til løse problemet med massiv trængsel på motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus.

Blandt størstedelen af partierne på Christiansborg har tilbagemeldingerne været positive, men tilbage står spørgsmålet: Hvornår sker der noget?

I et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND fortæller Venstres tramsportordfører Kristian Pihl Lorentzen, at trafikanterne på den østjyske motorvej kommer til at vente noget tid endnu på et tredje spor.

Forklaringen er, at der i øjeblikket er anlægspause, når det for eksempel kommer til motorveje og andre lignende projekter.

Ikke i år

Kristian Pihl Lorentzen vurderer, at pausen vil vare et til to år. Først derefter kan en motorvejsudvidelse komme på tale:

- Når den så er overstået, så kan forligskredsen jo mødes igen og lave trafikaftaler og begynde at disponere penge, siger Kristian Pihl Lorentzen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

At en udvidelse af E45 ikke venter lige om hjørnet, er dog ifølge transportordføreren ikke udtryk for en nedprioritering, men derimod en samlet økonomisk priotering:

- Vi har ramt det nationale anlægsloft. Kassen er slunken, forklarer han og fortsætter:

- Så snart vi kan begynde at investere penge i asfalt igen, så er der ingen tvivl om, at E45 står meget høj på listen.

Får I så noget med på finansloven i år?

- Det tror jeg ikke.

Du kan se hele interviewet med Kristian Pihl Lorentzen (V), som fortæller om problemet med E45, og hvorfor det ikke er muligt at løse det i øjeblikket i videoen øverst i artiklen.

Minister: Vi har haft et godt E45-møde