Passagererne glade for IC4

Scorer højt i kundetilfredshed på strækningen Aarhus-Esbjerg

02:58

1 af 2

De udskældte IC4-tog er måske slet ikke så upopulære, som man umiddelbart skulle tro.

En kundetilfredshedsundersøgelse fra DSB viser, at særligt passagererne på strækningen Aarhus-Esbjerg er glade for de italiensk producerede tog.

Undersøgelsen er lavet i slutningen af sidste år og er gennemført i hele landet. I forhold til togenes komfort scorer IC4-togene 7,9 på en 10-skala.

Dermed er passagererne mellem Aarhus og Esbjerg gladere for IC4-togene end de fleste andre rejsende er for togenes deres forgænger, IC3.

Se: Brød sammen efter én dag

- Når man spørger dem (passagererne, red.) i vores kundeundersøgelser, så er det det tog, der vurderes bedst rent komfortmæssigt af vores passagerer. Det er det tog, de finder mest tilfredsstillende rent komfortmæssigt, siger vedligeholdelsesdirektør i DSB Steen Schougaard Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Trods det gode resultat i undersøgelsen erkender Steen Schougaard Christensen, at de fleste danskere sandsynligvis foretrækker at køre med IC3- i stedet for IC4-tog.

- 100 ud af 100 ville sige, at de foretrækker, at det er et IC3, der kommer til perron. Det er af den årsag, at IC3 er det klart bedst performende tog, vi har. Vores intention er, at vi med tiden kan få gjort IC4 endnu bedre og dermed gjort til en bedre oplevelse for vores kunder.

Se: Tog mod Aarhus evakueret

Ifølge Steen Schougaard Christensen bliver IC4-togene aldrig til en succeshistorie. Dertil skræmmer fortidens mange tekniske problemer for meget.

- IC4 bliver aldrig en lykkelig historie i dansk togkørsel. Det kan vi lige så godt tage for givet. Men det kan blive en betydeligt bedre historie, end det er nu.

I videoen øverst i artiklen kan du se en del af interviewet med Steen Schougaard Christensen.