Påsat brand i Silkeborg
Silkeborg Bueskyttelaugs klubhus og opbevaringsrum blev i går totalskadet af en formentlig påsat brand.
I går blev Silkeborg Brand & Redning kaldt til en større brand på Søholt.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Her stod Silkeborg Bueskyttelaugs klublokale og opbevaringsrum i flammer. Branden er formentlig påsat.
- Vi kunne se ilden på lang afstand, og der var virkelig tryk på. På et tidspunkt troede vi, at der stod en gasflaske i lokalerne, fordi det brændte så meget, oplyser den vagthavende indsatsleder, Per Jensen, fra Silkeborg Brand & Redning.
- Der findes i hvert fald ikke umiddelbart en naturlig brandårsag. Og jeg er ikke i tvivl om, at branden er startet på en overdækket terrasse ved lokalerne. Det kan være, at der er sat ild til et skive-underlag på terrassen, og så er det gået lidt hurtigere, end vedkommende har regnet med, siger Per Jensen.