Pas på: Vind skyld i vilde minusgrader
Kold luft fra sydøst vil komme ind over Østjylland de kommende dage
En iskold luft fra Sibirien er på vej mod Danmark, og allerede fra i aften og nat vil temperaturen begynde at falde til under frysepunktet flere steder i landet.
I Østjylland er det dog først natten til søndag, at temperaturen for alvor daler under frysepunktet.
Men en kraftig vind vil få en temperatur på nul grader til at føles som minus 10 til minus 20 grader i løbet af lørdag eftermiddag.
- Det er rigtig kold luft, der blæses ind fra øst og sydøst, og det kan blive helt op til kuling-styrke. Når temperaturen falder ned til frysepunktet i løbet af dagen, betyder det, at det vil komme til at føles rigtig koldt udenfor, siger Lone Seir Christensen, der er vært på TV 2 Vejret.
I løbet af tirsdag kommer fronterne nærmere, og så kan der komme sne i Østjylland.
Se hele vejrudsigten i tv-indslaget ovenfor.