Påkørsel: Togdrift indstillet
Person ramt af et tog mellem Aarhus og Hadsten
25. feb 2012, kl. 10:52
Mere end 30 dage gammel
Skal du med toget nordpå fra Aarhus, kan du godt belave dig på forsinkelser.
En person er blevet påkørt kort før klokken 10.00 lørdag formiddag lige uden for Aarhus, og derfor er al togtrafik midlertidig indstillet på strækningen, oplyser Banedanmark.
Politiet i Aarhus er fortsat i gang med at undersøge omstændighederne i forbindelse med påkørslen, men kan oplyse, at personen er omkommet. Der er formentlig tale om et selvmord.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvor lang tid, det tager, før diverse undersøgelser er bragt til ende.